Marchere i takt eller spille i symfoniorkester?

UDDANNELSESDILEMMA I DEN KOMMENDE VALGKAMP

Af Tatiana Chemi, PhD, senior læringsforsker i Universe Fonden
(Debatoplægget har været publiceret på folkeskolen.dk, januar 2011)

Valgkampagnen blev officielt skudt i gang ved Duellen på DR1 den 2. januar 2011, hvor offentligheden blev præsenteret med duellanternes meninger og forslag. Heldigvis står folkeskolen og uddannelsen højt på listen.

Begge parter, uanset deres modsatte meninger om adskillige emner, lyder overraskende ens, når uddannelses problematik drøftes. Begge er enige med de fleste klagende stemmer: ”vi bruger for mange penge og får for lidt for pengene”. Hvor bliver alle de penge af den danske stat (og statsborgere) betaler for uddannelse?

DR1s duel har forenet de ellers uenige Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt i en fælles analyse: vi har brugt for mange penge til specialundervisning og har lagt for lidt opmærksomhed på de ”normale” områder. Denne påstand kan man ikke modsige, selv om den ser ud til at frembringe en uløst kløft. På den ene side en flok børn og unge, som har brug for alt den hjælp special-undervisningen kan tilbyde. På den anden en endnu større flok børn, som har brug for (og fortjener) høj kvalitetsundervisning.

To grupper af fremtidige borgere, som den politiske forståelse sætter op mod hinanden, som om de ikke har brug for de samme vilkår for læring og udvikling.

"I betragtning af at alle individer har unikke talenter, selv de ”svage”, så burde hele uddannelsessystemet baseres på en opdyrkning af de individuelle styrker og kompetencer." (Tatiana Chemi, læringsforsker)

De to målgrupper har i bund og grund brug for det samme. Begge har brug for trivsel, højt fagligt niveau, optimal udvikling af egne talenter, dannelse. Uanset om et barn betegnes som ”svag” eller et ”naturtalent”, har vedkommende brug for at lære bedst ved at være glad (trivsel), dygtig (faglighed), fuld af selvtillid (egne talenter) og for at være et godt menneske (almendannelse).

Forskning viser at glade børn lærer bedst, og at en vigtig nøgle til børnenes læring ofte er deres egne specifikke og unikke talenter. At være værdsat for hvad man er og hvad man kan, kan få børn til at hvile i sig selv, når de bidrager til undervisning, uanset om det drejer sig om ”specielle” eller ”normale” børn.

I betragtning af at alle individer har unikke talenter, selv de ”svage”, så burde hele uddannelsessystemet baseres på en opdyrkning af de individuelle styrker og kompetencer. Især, hvis gevinsten er at dyrke gode mennesker og gode fremtidige borgere.

Et så enkelt forslag er baseret på en bestemt praksis: en positiv balance mellem undervisningsdifferentiering og undervisningsintegration. Denne praksis virker kompleks i politikernes øjne, måske fordi de ikke kender til de mange eksempler, der findes på god undervisning. Jeg bliver personligt meget overrasket, når politikerne eller offentligheden ignorerer, at nogle projekter baserede på alternative måder, at undervise på, høster en megen stor effekt på elevernes læring. Skoleprojekter med en kreativ og eksperimenterende indstilling til undervisning, skaber et positivt læringsmiljø, både for ”normale” og ”svage” børn.

Som de første resultater det ambitiøse forsknings- og udviklingsprojekt ”Mange Måder At Lære På” viser (www.mmalp.dk), er det muligt at tilbyde alle elever god undervisning, uanset, hvor de befinder sig i deres udvikling og uanset de talenter (eller mangel på talenter) de kommer med. Fx ved mit feltarbejde på skoler i Vejle Kommune har jeg indsamlet flere positive udtalelser om projekter baseret på æstetiske eller kunstneriske læreprocesser. Udtalelser som ikke er generiske positive forløbsevalueringer, men specifikke stemmer om undervisningsformer, som kan både integrere og differentiere.

Et skønt eksempel på det kan være lærerne på Nørup Skole, som eksperimenterer med en integration af de boglige fag (dansk, matematik) og de kreative fag (billedkunst, animationsfilm), ved projektet ”Animationsværksted”. På trods af de mange udfordringer, dette eksperiment har bragt frem, fortæller lærerne at ”Animationsværksted har haft en positiv påvirkning på især de elever, som havde det svært i almindelig undervisning. Især en elev, som havde store læringsproblemer, er begyndt at vise store fremskridt. Om denne udvikling skyldes Animationsværksted vil læreren ikke påstå, men noget må hænge sammen med animationsoplevelsen: elevens ændrede billede af sig selv” (Chemi 2010, s. 66).

En udtalelse, som flere lærere ser ud til at dele, når de får mulighed for, at tilrettelægge undervisning på en kreativ, differentierende og nytænkende måde. Alle elever ser ud til at få gavn af disse kreative undervisningsformer, især de ”svage” elever, som i disse former ”løftes” sammen med de andre elever.
"Hvis vi som forældre kunne vælge, hvilken model vi burde anvende i skolen, hvilken model ville vi da vælge for vores børn? Vi vil sikkert vælge at få velfungerende børn." (Tatiana Chemi, læringsforsker)

Hvordan ser disse undervisningsformer da ud? De former jeg selv har iagttaget er baseret på positive oplevelser og erfaringer; er projektbaserede; stimulerer kreativitet, elevernes kreativ respons og skabelse; integrerer faglig udvikling (i form af skolens fag og nye kompetencer, såsom visuel forståelse) og almendannelse (i form af fx socialitet og selvtillid/selvudtryk); integrerer forskellige fagområder; sætter pris på de bløde fag og værdisætter de kompetencer disse fag stimulerer.

Hvis ”opskriften” er så simpel, hvad holder os så fra dens anvendelse? Er det muligvis pga. at der er en bestemt politisk dagsorden?

Læringsekspert Sir Ken Robinson peger på to undervisningsmodeller, i sin fremragende tale på TED (www.ted.com): en fast food model, hvor alt er standardiseret, og dens modsatte, en Michelin model, hvor alt er customised. Hvis vi som forældre kunne vælge, hvilken model vi burde anvende i skolen, hvilken model ville vi da vælge for vores børn? Vi vil sikkert vælge at få velfungerende børn. Dét ville være vores dagsorden. Men hvad vil vores politikere vælge? Hvad er deres dagsorden? Hvad slags borgere har de interesser i at skabe, dyrke og gro?

Som den franske forfatter Daniel Pennac spørger, vil jeg afslutningsvis spørge: Vil vi have individer som marcherer i takt eller individer som er i stand til at spille sammen i harmoni som et symfoniorkester?

Læs om animations-værkstedet på Nørup skole Download rapporten
Kata fonden
3840 5414
Alsion 2
DK-6400 Sønderborg