Kronik: Folkeskolen kan lære af Finland

AF Frans Ørsted Andersen, ekstern forsker i Universe Fonden / Universe Research Lab og lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

Bragt i Kristeligt Dagblad 5. september 2010

Der er den 6. februar 2012 foretaget enkelte faktuelle korrektioner i forhold til aktuelle beregninger af lærernes arbejdstid. Med forfatterens tilladelse.

classroom fra kristeligt dagblad.jpg

Undervisning: Skolelukninger og -sammenlægninger er ofte en dårlig idé. Skal der spares på skoleudgifterne, er der en anden langt mere hensigtsmæssig vej at gå, skriver dagens kronikør og peger blandt andet på, at der er meget at hente ved at se på den finske folkeskole – og lade være med at skele til USA’s skolevæsen

OVERALT I LANDET fremlægger kommunerne i disse dage planer om skolelukninger og andre tiltag, herunder skolesammenlægninger til store børneskoler ( 1.-6. klasse) og ungeskoler ( 7.- 9.klasse). Baggrunden er alvorlig nok: Det handler om kommunernes dårlige økonomi, og der skal spares.

Spørgsmålet er imidlertid om skolelukningerne og -sammenlægningerne vil forbedre den offentlige økonomi; overalt hører vi nemlig også om forældregrupper, der står klar til at etablere friskoler i de nedlukningstruede folkeskoler.

Der er mig bekendt ingen økonomisk gevinst for det offentlige Danmark ved at flytte elever fra folkeskoler til friskoler.

Jeg vil i stedet i kronikken her pege på en mere hensigtsmæssig måde at spare på - samt argumentere for vigtigheden af at fokusere på kvaliteten af selve undervisningen frem for at være optaget af skolens formelle rammer. Endelig stiller jeg mig tvivlende over for det hensigtsmæssige i at følge store besparelser på skoleområdet op med drastiske strukturelle omlægninger. Disse kræver nemlig ofte ekstra udgifter, for eksempel til bygningsændringer, mødevirksomhed og efteruddannelse.

Omdanner man for eksempel tre naboskoler, der alle har 1.-9. klasse, til dels en børneskole 1.-6. klasse, dels en ungeskole 7.-9. klasse, skal SFO'en nedlægges på to skoler og kraftigt udbygges på den tredje. Samtidig skal der ændres i faglokaler, grupperum, materialesamlinger og så videre på begge ( tilbageblevne) skoler - altsammen meget udgiftskrævende og en bombe under den forbedring af kommunens økonomi, der egentlig var hensigten. Endelig følges omlægningerne af uro, utryghed og usikkerhed hos elever, lærere og forældre.

DER ER MANGE TILFÆLDE af uheldige sammenkædninger af besparelser og skoleændringer med diverse pædagogiske forklaringer. En dansk skoleleder, der også er byrådsmedlem, udtalte således for nylig i medierne, at de unge gerne vil gå i store high schools som i USA. Det er imidlertid en dårlig idé at indføre " ungeskoler" efter amerikansk forbillede.

Amerikansk folkeskole er delt i elementary school, middle school og junior high school ( der på gymnasieniveau følges op af senior high school). Men amerikansk high school-pædagogik er generelt en katastrofe. Selvfølgelig kan man finde velfungerende skoler i det enorme USA, men der er desværre langt imellem dem.

Overalt i USA er det offentlige skolevæsen i krise - ressourcestærke forældre løber skrigende bort og sætter i stigende omfang deres børn på privatskoler ( hvis de har råd) eller underviser dem selv. De amerikanske PISA-resultater ( internationale målinger af elevernes udbytte af skolegangen) er langt dårligere end de danske. Amerikansk high school-pædagogik med stor vægt på prøver, test og karakterer og læssevis af valgfag er ikke noget forbillede: Overalt i det store land kæmper skolemyndighederne med massive problemer med pjæk, mistrivsel, manglende motivation og drop out blandt eleverne, der ikke i samme omfang som deres danske kammerater har lyst til at gå videre i uddannelsessystemet.

Hvis vi yderligere vil forbedre unge danskeres motivation for skolegang og uddannelse, er det nok ikke USA, vi skal se på. Skal man hente inspiration ude i den store verden, kunne man i stedet vende blikket mod Finland, der i årevis har været udpeget som verdens bedste uddannelsesland - allersenest af det internationalt anerkendte tidsskrift Newsweek. Jeg er også selv i gang med at forske i den finske skoles kvaliteter og har blandt andet skrevet om det i bogen " Finsk pædagogik - finsk folkeskole".

Kendetegnende for finsk uddannelse er ud over pladsen som verdensmester, at finnerne opnår mere for færre penge, end vi gør. Det sker vel at mærke i et nordisk velfærdssamfund, der på alle måder ( befolkningstal og -sammensætning, økonomi, arbejdsmarked, familieliv, forbrugsmønster, lovgivning og så videre) er helt sammenligneligt med Danmark.

På skoleområdet har finnerne længe været på vej væk fra opdelingen af folkeskolen i børneskoler og ungeskoler.

Nye skoler tilstræbes at være sammenhængende enhedsskoler med skoleforløb fra 1. til 9. klasse. Finsk skoleforskning peger på, at god kontakt med få lærere, der har klassen i mange timer gennem flere år, er en rigtig god idé.

Det har man også lyttet til visse steder i USA - og fremsynede amerikanske kommuner og skolefolk lader sig gerne inspirere af Norden. Visse steder prøver man således nu at indrette det amerikanske skolevæsen på anden vis: Man nedtoner det overdrevne fokus på test og karakterer og indskrænker mængden af valgfag. I stedet lægger man mere vægt på, at eleverne kan have et trygt miljø på skolen, hvor dygtige og engagerede klasselærere kan opbygge gode relationer i klassen, samtidig med at den faglige formidling i timerne opprioriteres.

Fra fokus på formalia og struktur til optagethed af kvaliteten i selve undervisningen.

Desuden forsøger man at skabe mere fællesskab i klasser, der følges ad i mange år gennem skoleforløbet. Endelig øger man også sit fokus på den gode effekt af varierede undervisningsformer og en ordentlig daglig evalueringskultur.

Den positive udvikling på sådanne amerikanske forsøgsskoler er for eksempel dokumenteret af skoleforskeren Kevin Rathunde fra University of Utah.

SER VI PÅ DEN ØVRIGE skoleforskning, sådan som for eksempel Dansk Clearinghouse ( tilknyttet Center for Grundskoleforskning på Aarhus Universitet) har lagt det frem, kan man sige, at det netop er kvaliteten af selve undervisningen - herunder det, man kalder pædagogisk relationskompetence ( lærernes evne til at kommunikere og skabe et godt miljø i klassen), klasseledelse ( lærernes evne til at lede, sætte sig igennem og skabe arbejdsro i klassen) og didaktisk ekspertise ( lærerens evne til at planlægge undervisning og formidle det faglige stof ) - der har en altafgørende betydning for elevernes udbytte.

Hertil kommer finsk forskning, der også peger på betydningen af den daglige evalueringskultur, hvor det er vigtigt, at eleverne løbende får indblik i, hvordan de klarer sig fagligt og socialt, og hjælp til at forbedre deres præstationer.

Sammenholdt med de i indledningen nævnte forhold, er der derfor meget, der tyder på, at omfattende strukturelle ændringer er en dårlig idé i sparetider.

De danske kommuner kunne satse meget mere på, at lærerne kommer til at gøre det, de er uddannet til og engageret i, nemlig at undervise. Jeg har faktisk mødt rigtig mange danske lærere, der foretrækker mere undervisning frem for skolelukninger og -sammenlægninger.

Hvis alle danske lærere underviste et par lektioner mere om ugen, således at knap halvdelen af deres arbejdstid gik med undervisning, ville kommunerne kunne hente besparelserne på den konto - og hvem ved: Måske kan vi med to lektioner mere, ligesom finnerne, få verdens bedste folkeskole. Frans Ørsted andersen er ph. d. og lektor ved Center for grundskoleforskning, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet.

Kata fonden
3840 5414
Alsion 2
DK-6400 Sønderborg