Klog og glad: Magien bag anvendelsen af kunst i undervisning

Hvordan håndterer man som lærer en elev eller en klasse, som ikke vil holde pause, fordi de er dybt engagerede i opgaven? Hvordan tilrettelægger man undervisningen, når ”magien” opstår? Kan de faste og strukturerede skolerammer rumme dybt engagerede elever? Hvordan kan folkeskolen rumme magien?

Af Tatiana Chemi, PhD, forsker ved Universe Research Lab, et forskningsinitiativ under Universe Fonden og Postdoc ved Danmark Pædagogiske Universitetsskole / Aarhus Universitet.
(Artiklen har været bragt på undervisere.dk, januar 2011.)

Ny kvalitativ og case-baseret forskning viser, at integration mellem kunstneriske og boglige undervisningstiltag nærmest overstimulerer elevernes engagement: ”vi har ikke tid til at holde pause!” siger eleverne.

Hvordan håndterer man som lærer en elev, eller en klasse, som ikke vil holde pause, fordi de er dybt engagerede i opgaven? Hvordan tilrettelægger man undervisningen, når ”magien” opstår? Kan de faste og strukturerede skolerammer rumme dybt engagerede elever? Hvordan kan folkeskolen rumme magien?

Dette dilemma skulle to lærere fra Nørup Skole i Vejle forholde sig til, da de fik besøg af The Animation Workshop i foråret 2010. Projektet Animationsværksted gik ud på at integrere dansk og matematik i en kunstnerisk udtryksform: animationsfilm. Lærerne fik hjælp af professionelle animationskunstnere fra Viborg, som lærte en 2. klasse at mestre de mest grundlæggende animationsteknikker. Både lærere og elever modtog undervisning og kastede sig derefter ud i at klippe figurer, skrive storyboard, producere film, lægge lyd på og hjælpe hinanden med at finde og fjerne fejl.

Ved at indgå samarbejde med professionelle kunstnere oplevede lærerne en flok engagerede børn, som flyttede sig både fagligt og personligt. Samtidig oplevede eleverne selv mange positive emotioner og god læring.

En ny forskningsrapport, Animationsværksted: integration af kreative og boglige fag i undervisning. Forskningsrapport fra et projektforløb i 2.kl., marts-maj 2010, Nørup Skole, Vejle, formidler denne positive historie og fremlægger resultater heraf. Projektet Animationsværksted har nemlig vist nogle betydningsfulde positive resultater og få, men vigtige behov, for videreudvikling.

Resultaterne viser at:

• Eleverne har fået et stort kognitivt udbytte, både emotionelt og intellektuelt, i form af positive emotioner (sjov, engagement, interesse, nysgerrighed) og kognitiv intensitet (komplekst, udfordrende tankestof som skal reflekteres over og som kræver sans for detaljer og kvalitetsbevidsthed).
• Elevernes begejstring er en forudsætning for en optimal (boglig) læring.
• En kulturkløft mellem den måde lærere og kunstnere tænker på, når de samarbejder i projekter, hvor flere fagligheder forsøges integreret.
• Lærernes oplever et skisma mellem kreativ tilgang og test-orienteret undervisning.
• En generelt nedprioriteret opmærksomhed på kreativitet som refleksion og ikke blot skabelse eller håndværk.
• Lærernes behov for at eksperimentere yderligere med nye undervisningsformer, eksempelvis baseret på integration af kreative og boglige fag, eller på systematisk anvendelse af kunstneriske metoder i klasseværelset.

Projektet Animationsværksted er en del af en større forsknings- og udviklingsindsats i kommunalt skoleregi ved navn Mange Måder At Lære På (MMALP), et projekt placeret i Vejle Kommune og udviklet i samarbejde med forskningsenheden Universe Research Lab under Universe Fonden. Formålet med MMALP er at undersøge og kortlægge en hel kommunes fokus på mangfoldige pædagogiske og didaktiske tilgange til læringspraksis. Projektet Animationsværksted udgør ét af de mangfoldige tiltag i kommunen og afrapporteringen repræsenterer et af de specifikke kvalitative bidrag inden for MMALP.

Projekt Animationsværksted har været så succesrigt, at skolen nu har fået et lille fast værksted kun for animation. Værkstedet er allerede blevet brugt i flere projekter og lærerne planlægger at udvide eksperimentet til andre klasser. Den største udfordring, lærerne kan se, udover de begrænsede midler (arbejdet går meget langsomt med kun en lille station og mange elever), er integrationen af fagene. Lærernes ambition om at integrere animationsteknikker i undervisningen i hverdagen har stadig brug for at blive afprøvet, eksperimenteret med og implementeret på en større skala. Efter denne smagsprøve på animationsværksted vil lærerne eksperimentere med undervisningsformer som er hurtigere, fleksible og lette, og som med fordel kan anvendes som en rutine i klasseværelset.

Som støttestrategier har lærerne eksempelvis allerede planlagt at bruge børn som hjælpelærere, hvor nogle elever fra den nuværende 3. klasse er blevet oplært som hjælpere, samt udviklet en figur-portfolio, som altid er tilgængelig.

På trods af de mange udfordringer vurderer lærerne, at disse eksperimenter er værd at afprøve. Som den interviewede lærer fortæller, har animationsværkstedet især påvirket de elever, som havde det svært i almindelig undervisning positivt. Disse elever ser ud til at blomstre inden for en undervisningssituation som afviger fra en almindelig eller klassisk skoleundervisning. Læreren kan ikke sige om udviklingen alene skyldes det specifikke animationsprojekt, men mener dog, at oplevelserne med animationsarbejdet kan bevirke at eleverne får et ændret billede af sig selv i en læringsproces.

Fra forskningssiden er disse perspektiver ønskelige i og med, at Animationsværkstedet har fremvist et optimalt udbytte, som peger i en retning, som læringsteoretikere som Dewey længe har ønsket og som går ud på at skabe en positiv synergi blandt fagene. En retning, som beviser, at en holistisk håndtering og fortolkning af undervisning og læring er mulig i praksis.

Download rapporten her

Om forskningsprojektet Mange Måder At Lære På se: www.mmalp.dk

Kata fonden
3840 5414
Alsion 2
DK-6400 Sønderborg